Hvorfor gå i parterapi?

Er du og din partner kørt fast i en ond cirkel, der er svær at bryde? Skændes I meget? Oplever I problemer i sexlivet, der skaber afstand imellem Jer? Lider jeres relation under problemer med tillid og jalousi? Eller er det som om, jeres parforhold er gået helt i stå og I har mistet følelserne for hinanden?

Så er I ikke alene! Det er meget normalt at opleve, også meget alvorlige, problemer i sit parforhold. Og det er meget normalt at gå rundt med en bekymring omkring, om man nogensinde kan få det godt nok sammen. Jeg har set mange par være igennem svære perioder i deres parforhold, men som kommer styrket ud på den anden side. Parterapi virker nemlig!

Er du og din partner enige om, at jeres relation er så vigtig, at I vil forsøge at arbejde på at forbedre den, så kan parterapi være den helt rigtige løsning for Jer. Er I uafklarede I jeres ønske om at blive sammen, så vil tvivlsrådgivning i de fleste tilfælde være et bedre alternativ.

Hvordan foregår parterapien?

I vil blive inviteret ind til en indledende parsession af 1½ times varighed. Formålet med den første samtale er sammen at blive klogere på, hvorfor I er kommet og hvad I ønsker, der skal komme ud af det parterapeutiske forløb.

Efter den første parsession afholdes en individuel samtale med Jer hver især, hvor jeres individuelle tilknytningshistorie belyses og hvor vi får afklaret, om der er en fælles agenda med parforholdet og parterapien. De to individuelle sessioner vil ofte ligge lige efter hinanden og vil blive afrundet med en kort fælles samtale (der opkræves for denne 3-trinssession betaling svarende til en almindelig parsession).

Derefter vil vi aftale tider for kommende sessioner.

Den ægte opdagelsesrejse består ikke i at søge nye landskaber, men i at have nye øjne

– Marcel Proust

Hvilken parterapeutisk metode anvendes?

I behandlingen af parforholdsproblemer arbejder jeg særligt ud fra en emotionsfokuseret og mentaliseringsbaseret tilgang med et særligt fokus på relationsopbyggende kommunikation.

Hovedformålet med parterapien er:

1) at I som par hjælpes til at få øje på de uhensigtsmæssige mønstre, I automatisk kommer ind i med hinanden.

2) At I styrkes i at få øje på og forstå de underliggende budskaber, der ligger bag eksempelvis uheldige kommentarer, eskaleringer af diskussioner eller distancering.

3) At I styrkes i, hvordan I på en mere hensigtsmæssig måde kan udtrykke jeres frustrationer og behov, således at jeres relation kan udvikle sig og den følelsesmæssige nærhed genoprettes.